23948sdkhjf

Boghandel vinder leverandøraftale på op mod 500.000 bøger årligt

Danmarks største onlineboghandel Saxo skal levere biblioteksmaterialer til vestdanske kommuner

Saxo har netop vundet en leverandøraftale på biblioteksmaterialer, og forventer årligt at levere op mod en halv million biblioteksbøger til 69 vestdanske kommuner. Det skriver den online boghandel i en pressemeddelelse. 

Aftalen er indgået med Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), og med den nye aftale på biblioteksmaterialer bliver Saxo den officielle leverandør af danske bøger og noder til bibliotekerne i Vestdanmark. Saxo får derfor ansvar for at levere og klargøre bøger til bibliotekerne, og forventningen fra Saxo er, at aftalen vil indebære op mod 500.000 bøger årligt.

Øst/vest-modellen, som SKI har udviklet, deler leverandøraftalerne op i hhv. 28 og 69 kommuner, og sikrer, at alle biblioteker får adgang til konkurrencedygtige priser og høj kvalitet på tværs af kommunerne. SKI-aftalen løber fra 16. august 2025 og op til fire år frem.

Om Saxo: 

Saxo er Danmarks første og største onlineboghandel, en af de mest populære danske bog- og lydstreamingtjenester samt den største danske bogleverandør til virksomheder og certificeret eliteleverandør til det offentlige.

Kilde: Saxo

Ser frem til opgaven

Saxos direktør, Jeppe Vestergaard Trier, ser frem til august 2025, hvor udbuddet træder i kraft: 

- Hos Saxo har vi i flere år været certificeret eliteleverandør til det offentlige, og med den nye SKI-aftale glæder vi os til at udbygge det gode samarbejde. Bibliotekerne spiller en vigtig rolle i udbredelsen af læsning og læsekultur i Danmark, og for Saxo er det en opgave, vi ser frem til at understøtte gennem levering og klargøring af udlånsmaterialer, siger han i meddelelsen. 

Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI, glæder sig over den nye aftale: 

- Endnu engang har kommunerne vist, at det svarer sig at gå sammen om indkøb. Med aftalen opnår hele landets danske biblioteker konkurrencedygtige priser og vilkår på indkøbet af danske bøger og noder – det gavner bibliotekernes budgetter. Samtidig er vi tilfredse med, at brug af øst/vest-modellen har virket efter hensigten af hensyn til konkurrencesituationen i et udfordret marked.

Læs mere om SKI-aftalen her

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062